Stark fortsætter nordatlantisk ekspansion
Grønlandsk succes baner vej for etablering af byggecenter på Færøerne.
Nu fortsætter byggecenterkæden ad det nordatlantiske vækstspor med åbningen af sin første forretning på Færøerne. Nærmere bestemt i byen Runavík, der har 3.800 indbyggere.
Administrerende direktør Poul Erik Nørnberg fra Stark Grønland står bag åbningen og forventer at kunne videreføre mange af de kompetencer, som er opbygget i Grønland.
- Det gælder ikke mindst på logistiksiden, hvor vi har et stærkt setup med ordrehåndtering, emballering, fragt under vanskelige klimatiske forhold og så videre, der bidrager til at optimere kundernes arbejde, siger Poul Erik Nørnberg.
Som led i etableringen har Stark ansat en lokal salgschef, Bogi Olsen, som er brancheuddannet og kender området indgående.
- Hans opgave bliver at få skabt aktivitet i forretningen samt opbygge netværket blandt håndværkerne og de private selvbyggere, siger Poul Erik Nørnberg.
Ambitionen er i første omgang, at forretningen skal være lagerførende med de mest gængse og anvendte trælastmaterialer og byggecentervarer.
På længere sigt vil fokus i stigende grad blive lagt på at overføre erfaringerne fra de grønlandske byggecentre, hvoraf flere er placeret i såkaldte lukketvandsbyer med begrænsede forsyningsmuligheder i årets løb.
- Vi har en stor portion viden omkring setup og logistik, der vil komme kunderne i den nye forretning til gode. Udfordringerne, især omkring logistikken, er vi rigtig gode til at håndtere og vant til at løse, understreger Poul Erik Nørnberg.